Den frivilliges betydning for den uhelbredeligt syge:
Uanset om samværet indeholder oplevelser, samtaler eller bare nærvær og tryghed, er fællesnævneren altid mødet med et menneske, der er fuldt tilstede på den syges præmisser.”… Sammen med den frivillige behøver jeg ikke at være stærk, for hun bliver ikke ked af det på samme måde som min familie…..jeg kan sige præcis, hvad jeg tænker og føler – og det er befriende.” (Vivi Larsen)
De frivillige – de besidder mangfoldighed og imødekommenhed:
Alle frivillige er forskellige – i alder, erhverv, erfaring, køn etc., men de er alle mennesker, der besidder den respekt, rummelighed og etik, der er altafgørende for at kunne yde en frivillig indsats i uhelbredeligt syges eget hjem. Forskelligheden er væsentlig, da de uhelbredeligt syge også er forskellige, og matchet mellem de to har den største betydning.
Når man hører navnet ”Palliativt Frivilligt Netværk” tænker langt de fleste naturligt på døden, og det er jo ganske korrekt – men det er nok først når man er startet som frivillig, at man finder ud af, at det faktisk handler rigtig meget om liv. Livet der skal fyldes med gode oplevelser, samtaler samt hvad den syge ønsker og magter. Den gave, det er at opleve, at man er med til at gøre en forskel for et andet menneske, er helt utroligt givende og meningsfuldt.
Ønsker du at høre mere om at være frivillig i PFN? – kontakt mig meget gerne på 4019 8707.
Susanne Elisabeth Søgaard